Havrevangs Gårdbutik i Lønstrup

Gårdbutik

En af de største grunde til vi har åbnet gårdbutik i Lønstrup, er at vi altid haft en passion for mad – både at dyrke det i haven, tilberede det og i høj grad at spise det. For os er det vigtigt med ærlig mad, hvor vi ved, hvad vi putter i munden og at maden er lavet af gode råvarer.

Når vi godt kan lide at lave mad og lege med at sylte, koge og bage og hele processen med at dyrke og høste det og samtidig kun er os to i husholdningen, så kan det knibe med at få alt spist. Der er altså bare en helt naturlig begrænsning f.eks. for hvor mange rødbeder, man kan spise på et år.

Madspild og bæredygtighed

Vi går ind for bæredygtighed på mange niveauer, uden at være fanatiske. Det betyder i praksis, at vi ikke bruger gødning og sprøjtemidler, eller en masse tilsætningsstoffer – i en lille produktion som vores er der ikke behov for det. Der kommer det op af jorden, der kommer, afhængig af vejr og vind og det er altid rigeligt til vores forbrug.

Vi kan godt lide at mindske madspild og besluttede derfor, at vi ville prøve at sælge nogle af de ting, vi går og laver. Både for at mindske madspild og fordi det er en hygge produktion vi har, fås produkterne i begrænset mængde og ikke alle produkter fås hele året rundt.

En fordel ved det er, at sortimentet jævnligt skifter alt efter sæson og hvad der lige er i haven eller skoven.

Fødevaremarked

Hver onsdag i uge 28 – 31 fra 11.00 – 15.00,  holder vi Havrevangs fødevaremarked. her kan du ud over Havrevangs Gårdbutik i Lønstrup, møde andre passionerede producenter og importører af fødevarer.

Vores lille fysiske gårdbutik er altid åben. Så kig forbi og se hvad der er i gårdbutikken lige nu.

De bedste hilsener

Karina & Kaj